Rytterens træningsskala
Vi har i dag meget travlt med at snakke om hestens træningsskala. Den er også vigtigt at have fokus på, når vi træner vores heste og det er en essentiel del i at opnå den perfekte ridetur samt høj hestevelfærd. Men vi skal også huske at rytteren har en træningsskala som er ligeså vigtig at følge. En equipage består af en hest og en rytter. Det er derfor vigtigt, at vi ikke kun ser hesten som en atlet, men også begynder at se rytteren som en atlet på tilsvarende niveau.
Jeg har her givet mit bud på hvad der er de vigtigste punkter, som skal arbejdes med og være på plads hos rytteren.
Søvn og mad
Alt for mange mennesker får for lidt søvn. Søvn er en rigtig vigtig mekanisme, den er med til at regulere bl.a. evnen til at restituere og præstere og forbedrer hukommelse, indlæring og koncentrationsevne. Behovet for søvn er meget individuelt og varierer med alderen. Det gennemsnitlige behov for voksne er ca. 7,5 time. Et godt pejlemærke der bevidner om at du får nok søvn er, hvis du føler dig udhvilet og ikke er søvnig om dagen.
Uden mad duer helten ikke. Dette er et udtryk vi alle kender. Det er i min familie forbundet med et grin og noget man siger for sjov. Det er dog et udtryk der er ganske sandt. Får vi ikke mad kan vores hjerne ikke fungere. Vores hjerne vil gøre alt for at overleve, så får vi ikke nok mad, vil den lukke nogle af vores funktioner ned. Dette kan f.eks. være evnen til at koncentrere sig og indvirke med helt små hjælpere på hesten. Men mad er ikke bare mad, som de fleste af jer nok ved. Det er vigtigt at få opfyldt sine basale madbehov for at kunne præstere på et højt niveau i ridningen og i hverdagen. Kroppen har nemlig både brug for fedt, kulhydrat, protein og vitaminer og mineraler. Det er derfor vigtigt at spise sundt og varieret, så kroppen får dækket alle sine basale behov.
Fleksibilitet og mobilitet
Disse to hænger meget godt sammen, men er også lidt forskellige. Fleksibilitet er hvor smidig i din krop du er i en given stilling.
Mobilitet er evnen til at bevæge sig ind og ud af stillinger.
Hvorfor er de to så vigtige for en rytter? Hvis du ikke har nok mobilitet og fleksibilitet, så vil du blokere hestens bevægelse og have sværere ved at følge dem korrekt. Ridning er også en sport, hvor du automatisk vil blive mere stiv i kroppen, hvis du ikke laver mobilitet- og fleksibilitetstræning ved siden af din ridning. Denne øgede stivhed ved ridning kan medføre smerte og i værste tilfælde skader i kroppen.
Kropsbevidsthed og koordination
Kropsbevidsthed er vores evne til at vide hvor og i hvilken stilling vores krop befinder sig i. Dette er en rigtig vigtig del af at være rytter. Når du rider, kan du ikke se, hvordan din krop sidder, du er derfor nødt til at kunne mærke hvor din krop er henne. Du har måske oplevet at se en video af dig selv ride og have en hel anden følelse af hvor din krop var, da du sad på hesten. Der skal disse to billeder gerne passe sammen, så det du ser på video er også den følelse du har i kroppen under ridning. Kropsbevidsthed er også din evne til at vide om du sidder lige på hesten. Rigtig mange fejlbedømmer sig selv her og tror de sidder mere lige end de egentlig gør.
Koordination er vores evne til at koordinere vores krop. Under ridningen skal vi både koordinere vores bækken, arme og ben uafhængigt af hinanden, så vi undgår for mange medbevægelser. Du kender måske øvelsen, hvor vi har den ene hånd på maven og den anden på hovedet. Den ene hånd skal kører i cirkler, den anden skal tappe op og ned. Dette er f.eks. en koordinationsøvelse.
Core og Styrke
Styrke er vigtigt at have for at kunne præcisere dit tryk med schenklerne og dit træk i tøjlen. Styrke skal vi udvikle for at blive mere bevidst om at udøve den rette mængde pres på det rette tidspunkt i vores bevægelse.
Mange tror de skal spænde helt vildt i coren for at opnå en flot ridestilling. Det er dog slet ikke nødvendigt, tværtimod, da det giver dig en stiv stilling, hvor du ikke kan følge hesten. Du skal lære at have mindst mulig spænding i kroppen, så du lige akkurat kan sidde korrekt. Hvis du mangler styrke vil dette være meget svært for din krop. Du har måske prøvet at du er kommet til at sparke lidt for hårdt til din hest, så den farer frem, i stedet for stille og roligt at gå frem. Dette ses typisk, når rytteren bliver lidt træt. Hvis vi ikke har styrke nok, så løber vores kræfter hurtigt op, og vi kan ikke indvirke med den helt korrekte mængde styrke i vores hjælpere.
Balance
Balance er din evne til at blive siddende i sadlen. Det er ret vigtigt for, at vi ikke hele tiden falder af hesten. Hvis rytteren ikke er i balance, skal hesten kompensere for din manglende balance. Det gør hesten ved at stive sin krop, hvilket reducerer hestens evne til at kunne præstere på det niveau du ønsker. Så hvis din hest virker stiv i kroppen, kan det både være udfordringer i din hests krop men lige såvel manglende balance i din krop. Det er dog ikke kun hestens krop der stivner, hvis rytteren ikke er i balance, det gør din krop også. Hjernen er indrettet sådan, at hvis den bliver utryg eller føler den mangler balance, så gør den kroppen stiv, for at forhindre at vi falder.
Jeg oplever at det tit er i overgangene at rytteren mister balancen, fordi de ikke har styr på de ovenstående punkter og de mangler balance.
Udholdenhed
Din udholdenhed er din evne til at kunne ride i længere tid med præcise hjælpere. Jeg oplevet tit mange ryttere holder hyppige skridtpauser. Det er fint hvis det er for hestens skyld, men tit er det for rytterens skyld, fordi de ikke har luft nok til at ride. Ridning kræver fysisk god form for at kunne ride et flot program eller en springbane helt i gennem uden at kvaliteten ryger halvvejs igennem jeres ridetur. Det kræver ikke meget at forbedre sin kondition. Det kræver bare 15 min intens aktivitet 3x om ugen for at forbedre dig med 20% over 3 mdr. Ved at få en bedre kondition vil du mærke en stor forskel i din ridning.